Posted on

Første ego-projekt!

Jeg har ellers tidligere proklameret, at hæklet tøj i voksenstørrelse ikke lige var mig! Men efter jeg havde stødt på Sidsel Sangilds super flotte design “Bark-Cardigan” et par gange på InstaGram måtte jeg give mig… Den måtte prøves!

Juleferien blev udset til at være tidspunktet, hvor jeg kastede mig ud i det første ego-hækle-projekt nogensinde… Et dejligt stort projekt uden selv at tænke på noter ud udregninger undervejs.

Det er et par uger siden jeg blev helt færdig – Og jeg er MERE end tilfreds!

Så nu er det vidst på tide at den kommer på bloggen også…

20160204_162355

20160204_162443

Lidt fakta:

Opskrift: Barkcardigan af Sidsel Sangild, købt på hendes Ravelryshop

Garn: Supersoft i flannel grey samt den tyndeste Alpaka i grå fra www.garnpusher.dk

Posted on

“Frygt ikke!”

For nogle år siden fik jeg en kurv med diverse garnrester fra min kære kære mormor (som desværre ikke længere kan se til at strikke og hækle)…

I sidste uge var jeg på jagt efter nogle garnrester til projekt “kastanje-spindelvæv” med børnene… Som godt nok endte med at være mest moderens projekt! 😉 Men i den forbindelse fik jeg tømt indholdet af den gode kurv ud på bordet… I mellem det hele var der noget fint tyndt rødt og hvidt hæklegarn! – så der blev straks dømt opstart af lidt hæklet julepynt…

20151019_135801

Noget af det dejligste julepynt er (efter min mening) engle!… Englene som kommer til de hyrderne og siger: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jeg er stor glæde, som skal være for hele folket: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” (Udpluk fra Juleevangeliet). Synes der er masser af ting jeg kan gå og frygte og bekymre mig om – ikke mindst efter jeg er blevet mor! Men Gud ønsker ikke at vi skal leve i frygt – så jeg klynger mig til løftet om, at han har sendt os en frelser! DET er da værd at fejre og glædes over i julen…

Efter lidt søgen rundt i billeder med hæklede engle på Google, faldt jeg over en rigtig fin idé på en hjemmeside (som vidst er delvis nedlagt) – men opskriften/vejledningen på de søde engle lavet af bedstemor firkanter er heldigvis stadig tilgængelig.

Hovederne har jeg fundet inspiration til på Instagram hos @avekatten.

Jeg har lavet en DIY på min #MormorEngel, som du kan finde lige her.

 

Posted on

Efterårshue til de små…

Der er ikke mange dage til kalenderen siger “efterår”… Og dermed varer det nok desværre heller ikke længe før, det igen bliver tid til, at mængder af overtøj skal trækkes af og på børn – og voksne!

Men men men… Intet er jo sjældent så galt, at det ikke er godt for noget! – for så havde jeg pludselig en oplagt mulighed for at få afprøvet noget garn, jeg har gået og luret på noget tid, men ikke lige haft det rigtige projekt til, nemlig Coast fra Garnpusher.dk. Det er en blanding af bomuld og lammeuld – så det kradser ikke, er dejlig let og ikke for varmt: altså perfekt til en lille efterårshue til datteren!

IMG_20150829_123336

20150829_104918

Jeg har taget udgangspunkt i opskriften på den fine og enkle 2i1-hue fra Lutteridyl.dk. Min version er dog tilpasset et barn på ca. 2 år. Maskeantallet kan jo variere noget voldsomt alt efter hvilken nål, type garn samt hæklefasthed man bruger, så jeg vil i stedet komme med lidt mål.

Jeg har slået luftmasker op, så det måler ca. 25 cm (jeg plejer gerne at slå et par ekstra masker op ift det mål jeg gerne vil ende på, da mit arbejde har tendens til at trække sig lidt sammen, når jeg har hæklet den første række i luftmaskerne). Jeg har hæklet halvstangmasker, som anvist i opskriften indtil mit arbejde måler ca. 42 cm. Ribeffekten gør, at huen med den bredde kommer til at sidde fint til på et barnehoved med en omkreds på ca. 50 cm.

Derudover har jeg syet huen sammen på langs, så det bliver en firkant – i stedet for at “snævre ind” som i opskriften. Synes effekten med de to små kvaste giver et meget sødt look til de små poder 🙂

Pomponerne er lavet ud fra denne vejledning (Der findes sikkert et hav af andre vejledninger derude).

De er dog en (måske?) midlertidig løsning… Vi er så småt begyndt at avle lidt kaniner, og for at der ikke skal gå noget til spilde når de bliver slagtet, vil jeg garve skindet og blandt andet lave små kvaster af dem. Første forsøg gik dog ikke liiige helt efter planen… Men jeg har mod på snart at gøre et nyt forsøg 😉

Posted on

Glimt fra ferien der gik…

Det er allerede knap en uge siden ferien sluttede for vores vedkommende…  Men jeg har lige lyst til at vise, et par af mine ferie-hæklerier!

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at sommeren indtil videre ikke har været den mest fantastiske af sin art sådan rent vejr-mæssigt… Vi har her i familien dog alligevel forsøgt at holde fast i helst-en-is-om-dagen-når-der-er-sommerferie-princippet! (sjovt nok én af de principper, det ikke tager mange kampe at få børnene med på) Det varede derfor heller ikke mange dage inden storebror A på 3 år bestemt sagde, at jeg altså skulle hækle nogle is til hans bamser og dinosaurer… Sun Lolly med cola og vindrue-smag lød bestillingen!

20150730_212553

Det var heldigvis en ganske overkommelig opgave. Har skrevet opskriften ned (du kan finde den her), hvis andre skulle støde ind i samme ordre 😉

 

Lillesøster I har længe været meget fascineret af Bamse – altså ham fra Bamse & Kylling! Vi har dog ikke haft en Bamse-bamse i huset… Og det er jo alt alt alt for galt! Dette projekt har derfor længe rumsteret i mit hovede! – så det var jo oplagt feriehækling at få den krydset af… (rart og afslappende for en gangs skyld at følge en andens færdige opskrift ;-))

20150730_212632

Der findes ikke en decideret Bamse-opskrift (vidst noget med noget copyright-halløj), men jeg har blot taget udgangspunkt i opskriften på Belindas Bamse fra www.lityfa.dk og foretaget nogle få justeringer. Resultatet blev absolut godkendt af modtageren!!

Posted on

Dukke-mix

Vil lige vise jer den barselsgave, jeg fik lov at give til min lille nye niece for knap to uger siden…

20150510_21331420150510_213142

Dukken er en god blanding af to forskellige opskrifter på hæklede dukker.

Jeg elsker at sidde og hygge og slappe af med at hækle… Men så snart det kommer til monteringsdelen, er det ligesom om, at al hyggen og afslapningen fuldstændig forsvinder!

Opskriften på denne dukke fra Stof&Stil er derfor lige noget for mig: ben, krop, arme og hoved bliver nemlig hæklet sammen ud i ét. Derudover synes jeg det er en super god detalje, at tøjet kan tages af – så man rigtig kan lege med dukken (Hvis jeg laver dukken igen, vil jeg dog prøve at lave armene en smule kortere samt smallere).

Selve ansigtet og håret er jeg dog ikke så imponeret af i opskriften fra Stof & Stil. Jeg har derfor ladet mig inspirere godt og grundigt til denne del fra Dukken Samira, som jeg tilgengæld synes har et rigtig sødt ansigtsudtryk. Eneste ændring er, at jeg har hæklet en ekstra omgang med udtagninger (så du har 66 masker i alt), inden du hækler omg. 11-19 jf. opskriften.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...